Dykning
De fleste beslutter sig for at ville tage et dykkercertifikat enten for at have et certifikat til en ferie eller to eller, for at have dykning som sin nye fritidsaktivitet
Når du vil have dykning som din nye fritidsaktivitet
Dansk Sportsdykker Forbund har med sin nye, dynamiske ledelse besluttet, at være for dykkere af enhver art. Uanset certifikat-type. Derfor kan en gennemprøvet og god måde at få dit certifikat på være, at opsøge en dykkerklub, og høre, om de har et kursus, som du synes lyder interessant.
Fordelen ved en dykkerklub er, at du, samtidig med at du tager dit certifikat, bliver en naturlig del af et dykker-miljø. Og på grund af de økonomiske fordele, der fra politisk hold gælder for foreninger, får du i foreningerne en høj kvalitet til en fornuftig pris - både af kurser og ture.
En anden mulighed er de kommercielle dykkercentres dykkerkurser. Fordelen ved disse kurser er, at de kun tager meget kort tid. Ulempen er, at du som regel har begrænsninger i, hvem du har færdigheder til at dykke sikkert sammen med i dine første dyk efter kurset.
Når du vil have dit certifikat, fordi du vil have det til feriebrug
Er dine dykkeambitioner at kunne dykke, når du er på ferie sydpå, vil vi anbefale, at du tager certifikatet når du er på ferie. De fleste feriesteder har gode og sikre dykkerskoler, og mange steder med danske instruktører. Har du hørt, at kvaliteten af kurser generelt er højere herhjemme end ude i verden, har det absolut intet på sig. Variationen i kvaliteten er den samme herhjemme og på feriestederne.
Kurserne på feriestederne tilrettelægges hyppigt på en måde, så du også har tid til at slappe af og nyde ferien. Du kan jo alligevel ikke ligge og stege i solen hele dagen. Og når du gør det, kan du udfylde "bagetiden" med at læse manualen til kurset. At tage kurset på en ferie gør også kurset sjovere og lettere tilgængeligt, fordi du slipper for tykke dragter og dårlig sigtbarhed. Til gengæld har du en masse at se på allerede under dit kursus.
Skulle du under din ferie blive så bidt af dykning, så du også vil dykke herhjemme, har de fleste klubber og centre indfasnings-programmer, hvor du indfases til også at kunne dykke i Danmark.
Når du vil lære at dykke, kan du fundamentalt vælge imellem to forskellige store uddannelsesmåder:
- CMAS - der udbydes af klubberne under Dansk Sportsdykker Forbund. Læs mere på www.sportsdykning.dk .
- PADI - der udbydes af kommercielle dykkercentre. Læs mere på www.padi.com.
Derudover findes der en mangfoldighed af mindre certifikat-typer. Fælles for dem alle er, at de baserer sig på enten CMAS eller PADI systemerne.
Hvad er bedst?
Det kan ikke entydigt siges, hvad der er den bedste uddannelsesform. Det afhænger meget af dit temperament, af den enkelte klub og det enkelte center. Derfor anbefaler vi, at du undersøger markedet grundigt, før du beslutter dig for, hvor du vil tage dit certifikat.
Vælger du et kursus efter padi-modellen, skal du sikre dig at kurset varer mindst 5 hele dage - hvor en aften, en formiddag eller en eftermiddag kun tæller for en halv dag. Er det kortere, er det sikker meget billigt, og kvaliteten derefter!
Dykning og udstyr
Når du tænker på at lære at dykke, bør du samtidig også tænke på at købe dit eget udstyr. Ganske vist kan du nogle steder låne udstyret under kurset. Men at leje udstyr er både dyrt og dårligt.
Når du lejer udstyr, kan du aldrig regne med at få udstyr, der passer dig. Og du vænner dig aldrig til dit udstyr, når du dykker i noget forskelligt, hver gang du dykker. På den måde flyttes meget af dykkeoplevelsen fra at nyde dykket, til at irriteres over udstyret. Samtidig med at din sikkerhed forringes, fordi du ikke kender det udstyr som du dykker i.
Løsningen er enkel - køb dit eget udstyr snarest muligt under eller efter dit kursus. Det giver bedre dyk, og mere komfortable dyk. Hvor du glædes over udstyret i stedet for at irriteres over det - og ikke mindst, også mere sikre dyk, fordi du kommer til at kende dit udstyr indgående!
|